Aktivitets- og samværstilbuddet Skovbrynet
Skovbrynet er et aktivitets- og samværstilbud for voksne mennesker med nedsat fysisk-/psykisk funktionsevne. Der visiteres efter Servicelovens §104. Skovbrynet tilbyder aktiviteter og samvær, der er tilpasset borgernes behov og ønsker.
Aktiviteter
På Skovbrynet udbydes der mange forskellige aktiviteter i hverdagen.
Der tilbydes hver morgen morgensang, hvor man har mulighed for at deltage, hvis man har lyst. Derudover tilbydes ugentligt fællessang, højtlæsning/historiefortælling og "faglig fordybelse".
På Skovbrynet er der et brugerråd, og der afholdes borgerrådsmøde månedligt. Valg af medlemmer til brugerrådet sker én gang om året.
Der tilbydes fitness i vores fitnesslokale til dem der måtte ønske dette
Skovbrynet har computere stående til rådighed for borgere, der har interesse for dette. Derudover er der diverse spil til fri afbenyttelse, og der spilles Yatzy eller Uno flere gange om ugen - ligesom der nogle gange om året arrangeres "spilledage".
Der følges en fast struktur i løbet af dagen, og borgerne deltager i aktiviteterne ud fra deres kognitive- og fysiske formåen, og med den nødvendige støtte og guidning fra medarbejderne.
I den sydlige del af Skjern ligger kolonihaveforeningen.
Det daværende Å-Center Syds venner indviede i sommeren 2023 et nyt og flot kolonihavehus i kolonihaveforeningen.
Kolonihavehuset er i dag til fri afbenyttelse af borgere fra Metri, Skovbrynet, Engdraget, Langagerparken samt medlemmer af Venneforeningen Trekløver.
Se artikel om indvielsen i 2023 fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern .
Der er mange af borgerne på Skovbryner, som godt kan lide at spille musik.
På Skovbrynet er der et stort, lyst og indbydende musiklokale, hvor "Skovbrynet Allstars" øver ugentligt.
"Skovbrynet Allstars" spiller musik og øver op til koncerter som fx LEV Kulturfestival og Seniorfestival i Tarm.
Repertoiret strækker sig fra alt mellem "Hvis din far gir' dig lov", "Roemark i Skjern", "Danse i Måneskin", "Flyvende Faduma" og hvad borgerne ellers har af ønsker. Der er altid mulighed for at være med i "Skovbrynet Allstars", og man bidrager med det man kan, og er en del af det fællesskab der er.
Derudover er musikrummet som udgangspunkt til fri afbenyttelse af borgerne. Her har de mulighed for selv at øve sig eller give koncert for hinanden.
I det kreative værksted er der mulighed for at få luft under borgernes kreative vinger.
Der er mulighed for at male, tegne, sy på maskine, klippe og klistre, brodere, lave kort, strikke, lave perler og smykker og alt, hvad der ellers lige findes på. Det kreative værksted bliver også brugt flittigt som et led i temaerne.
Har du som borger fået en god idé, undersøges det, hvordan den kan føres ud i livet.
Projekterne er som udgangspunkt til udsmykning af Skovbrynet eller til salg ved den årlige julestue 1. fredag i december.
Hvis man laver noget, som man selv ønsker at købe med hjem betaler man for materialerne.
På værkstedet er der mulighed for at både lave træ- og montagearbejde.
Der er i perioder mulighed for at kløve brænde.
Derudover laves der fuglekasser i forskellige udformninger, så der er noget for enhver smag. Fuglekasserne sælges på Skovbrynet eller til vores årlige julestue 1. fredag i december.
I værkstedet er der også mulighed for, at man sidder og pakker skruer i poser. Dette sker på frivillig basis, og er noget vi gør i samarbejde med Me-Tri. Flere af borgerne har beskæftiget sig med dette gennem deres arbejdsliv, og har stadig et ønske om, at kunne bidrage til den produktion der sker på Me-Tri.
Der tilbydes gå- og cykelture i "Naturens Rige". Cykelturene giver mulighed for at følge årstiderne skifte, følge med i, hvad der sker af nyt både i byen og naturen. Derudover er cykelturene gode til at tale om alt, hvad borgerne lige har på hjertet.
Det er også muligt at tage en af vores busser, og køre en tur til stranden. Her er der mulighed for at få sand mellem tæerne om sommeren eller blive blæst igennem på en efterårsdag.
Naturen bruges meget, da det opleves, at borgerne efterspørger det. Aktiviteterne bliver altid afpasset efter "vind og vejr", og den enkelte borgers lyst og behov.
Hvert forår er borgere fra Metri involveret i pasning af drivhuset.
Borgerne såer tomat-, agurke- og peberfrø, så de senere på foråret kan plante dem ud i drivhuset.
Hen over sommeren nyder borgerne og medarbejdere de friske og velsmagende agurker og tomater med smag af sol og sommer direkte fra drivhuset.
Der har desuden været planter i overskud, som er blevet solgt til interesserede.
Skovbrynet har også et ude-areal med fliser, som særligt benyttes om sommeren.
Åbningstider på Skovbrynet
- Mandag: 8-14
- Tirs-tors: 8-15
- Fredag: 8-14
Der er opstået en fejl. Tag fat i administrator.
