Målsætning
Bakkehusets mål er at:
- give den enkelte mulighed for at leve så god en tilværelse som muligt
- tage udgangspunkt i den enkelte borgers forudsætninger
- fastholde, vedligeholde og udvikle færdigheder
- borgeren oplever helhed, sammenhæng og høj faglig kvalitet i de opgaver, som Center Bakkehuset i fællesskab løser
- botilbuddet og samværs- og aktivitetstilbuddet i videst mulig omfang tilpasses den enkelte borgers behov og bringer vedkommendes ressourcer i anvendelse
Borgerne modtager pædagogisk bistand og vejledning omkring personlig hygiejne, samt almindelige daglige aktiviteter.
Vi vægter, at der er en anerkendende tilgang til borgerne, og det er et ufravigeligt princip at understøtte den enkeltes integritet og værdighed. På baggrund heraf tilrettelægges den pædagogiske indsats.
Pædagogisk arbejdes der ud fra et helhedssyn, hvor udgangspunktet er at tilgodese den enkeltes udvikling samt vedligeholdelse af funktioner og kompetencer. Det tilstræbes ligeledes, at borgeren oplever sammenhæng og høj faglig kvalitet, der inddrager egne ressourcer. Der er til stadighed fokus på, at borgeren oplever indhold og livskvalitet i tilværelsen, uanset graden af fysisk/psykisk udviklingshæmning.
Muligheden for at kommunikere og udtrykke sine behov eller stemninger har afgørende betydning. På Center Bakkehuset arbejdes med forskellige kommunikationssystemer, der understøtter dialogen mellem borgere uden adækvat sprog og medarbejderne. F.eks. benyttes PECS (Picture Exchange Communications System), der med sin enkle og ukomplicerede form er brugbar i mange forskellige situationer bl.a. til at meddele forestående aktivitet eller begivenheder. For de fleste er PECS med til at skabe struktur på dagsforløbet og f.eks. vise afvigelser i rutinen. Yderligere kan nævnes Taktilt Tegnsprog, Konkreter og Billeder.
Borgernes lejligheder og fællesfaciliteter er indrettet med henblik på at tilgodese den enkeltes ønsker samt dække behovet for hjælpemidler.
I 2002 flyttede de første borgere med ”Problemskabende adfærd” ind på Center Bakkehuset. Primært fra tilbud, der havde svært ved at håndtere deres voldelige adfærd.
Medarbejdergruppen, der er tværfagligt sammensat, har lyst, interesse og stor erfaring i at håndtere borgere med meget specielle behov. Der er stort fokus på, at personalets ”mind set” er ressourceorienteret og ikke problemfikseret. I det pædagogiske grundlag tages afstand fra magtbaserede ”reduktionsmetoder” til at fjerne problem adfærd. Samtidig er det et mål, at reducere brugen af ”adfærdsdæmpende” medicin.
Den pædagogiske metode bygger på ”Applied Behavior Analysis” (Anvendt Adfærdsanalyse), som er en internationalt anerkendt og videnskabeligt velfunderet psykologisk teori. ”Anvendt Adfærdsanalyse” benyttes i særlig grad i forhold til at reducere problemskabende adfærd og som støtte for konkret færdighedsindlæring. Der lægges vægt på, ved positive omgangsformer, at ændre ”problemskabende adfærd” til mere hensigtsmæssig adfærd.
To gang årligt afholdes kurser og faglig supervision, med eksterne undervisere. Kurserne gennemføres med en teoridel, hvor deltagerne indføres i Adfærdsanalysens psykologiske fundament. Den praktiske del afvikles som faglig supervision på konkrete faglige situationer formidlet gennem videooptagelser eller ved rollespil. For at få en bedre forståelse af borgernes reaktioner benyttes videoanalyse. Personalet uddannes til at arbejde med konfliktfyldte situationer.
I kombination til Anvendt Adfærdsanalyse har viden omkring neuropædagogik vist sig at give forståelse for udviklingsstadier og reaktionsmønstre, som kan tilskrives skader i hjernen. Hvert andet år afholdes neuropædagogiske kurser med anerkendte undervisere. På kurserne bibringes medarbejderne grundlæggende en viden om, hvordan personer reagerer, når afgrænsede områder i hjernen er skadet. Hvor skaden anatomisk er lokaliseret i forhold til hjernens funktionelle blokke og disses samspil i forhold til forstyrrelser i sprog, hukommelse, opmærksomhed, perception, bevidsthed og andre funktioner.
På Center Bakkehuset bor en større gruppe med døvblindhed. I Unika lægges der vægt på, at give et helhedstilbud med udgangspunkt i borgernes ønsker og behov. I den pædagogiske praksis, er indflydelse og medbestemmelse prioriteret højt.
Borgerne tilbydes en række aktiviteter som gymnastik, svømning, musik, ridning, massage og ture i naturen. Sammenfaldende for aktiviteterne er, at de tager udgangspunkt i tid, rum og struktur. Der er fokus på sanserne. F.eks. er gymnastikprogrammet sammensat så sanserne (taktile, vestibulære, kinæstetiske, muskel / led, og lugtesansen) aktiveres og stimuleres. Der tages endvidere udgangspunkt i, at den enkelte udvikler sig i nære relationer bl.a. gennem berøring og bevægelse.
For at understøtte borgernes udvikling og trivsel i størst muligt omfang, er medarbejdergruppen tværfagligt sammensat. Dette indebærer, at alle der samarbejder omkring borgerne, ud over deres faglige identitet, også har en fælles identitet som specialister i døvblindhed.
Døvblindfødte udtrykker sig kropsligt/taktilt. Det vil sige, at de anvender krop og hænder til at udtrykke sig med. Medarbejderne arbejder derfor med sig selv som spejl med udgangspunkt i ”Det fælles tredje”. Vejledere fra VISO i Ålborg underviser til stadighed i taktil kommunikation.
Center Bakkehuset har et tæt samarbejde med VISO (Tidligere ”Videnscenter for Døvblindfødte”) i Ålborg. Inden for de første to års ansættelse gennemgår medarbejdere i gruppen ”Basisuddannelsen om medfødt døvblindhed”. Basisuddannelsen kan senere følges op med ”National Grunduddannelse”. Der samarbejdes endvidere med Nordisk Uddannelsescenter for Døvblindepersonale (”NUD”). I faglige netværk med andre døvblinde tilbud foregår der vidensdeling og sparring.